frem for at sælge 

Der var en gang, hvor jeg blev forskrækket og følte mig direkte utilpas, når jeg så eller hørte garvede fjerkræavlere skrive eller udtale, at de “hellere bruger øksen end kaster gode avlsdyr i grams.”

Det giver stadig et gib i mig, når jeg ser nogen skrive det, eller jeg hører nogen sige det, men efterhånden som jeg er blevet mere erfaren, er mit “hønseverdensbillede” blevet flyttet noget, og jeg forstår lidt bedre, hvad de mener.

Jeg vil nemlig heller ikke sælge gode avlsdyr blot for at slippe af med dem. Nu sælger jeg jo slet ikke mine dyr, så den del er ikke aktuel, men det hænder, som jeg skriver under menupunktet “salg”, at jeg forærer et dyr væk. Men ikke til hvem som helst og slet ikke til nogen, som jeg ikke kender og derfor ikke ved, om de vil arbejde seriøst videre med at forbedre racen eller farven.

Nu hænger gode avlsdyr jo ikke ligefrem på træerne, men jeg har da i nogle enkelte tilfælde haft nogle.

Hvorfor vælger jeg ikke øksen i stedet for at forære dem væk eller beholde dyr, jeg egentlig ikke har plads til?

Det gør jeg ikke, fordi jeg ikke er nået dertil, hvor jeg hugger hovedet af sunde og raske dyr, som samtidigt er racetypiske og gode avls- og måske også gode udstillingsdyr, hvis ikke det er meningen, at dyrene skal slagtes.

Men er der væsentlige fejl ved dyrene – fejl som uundgåeligt avles videre til næste generationer – vil jeg hellere beholde dem selv eller – hvis det er nødvendigt – aflive og/eller slagte, når dyrene ikke længere skal være her hos mig, end jeg vil give dem videre til andre som havehyggehøns.

Den indstilling har jeg, fordi ikke vil give dem videre som havehøns, hvis jeg ved, der er fejl ved dem. Jeg har jo på egen krop erfaret, hvordan det med fjerkræ griber om sig, og uanset ens gode intentioner om alene at have havehyggehøns, er det usigeligt nemt at falde for fristelsen og prøve at få kyllinger efter dyrene – og disse kyllinger arver rimeligvis fejlen(ene) og kan give dem videre til deres afkom. Og så videre og så videre. Så  hvis jeg er klar over, der er fejl ved dem – det sker selvfølgelig, jeg først bliver klar over det for sent – beholder jeg dem selv i så vidt omfang, det overhovedet kan lade sig gøre. Derfor går der også her nogle dyr, som absolut ikke ville kunne klare sig ved udstillinger – men jeg kapper ikke hovedet af dem, med mindre de bliver syge. De får lov at gå her som havehyggehøns, til de falder fra af naturlige årsager.  Der bliver IKKE lavet kyllinger fra dem. Men æg er jo dejlige, og selv om der er skønhedsfejl ved dyrene, smager deres æg jo fint.

Opdatering 18. september 2013: nu må jeg vist bide mine ord i mig. For jeg har netop lovet fire dværgsilkehønekyllinger væk, som jeg ved, der er fejl ved. De har tåfejl alle fire, men jeg nænnede ikke at aflive dem af den grund, og lige nu har jeg ikke plads til dem. Den nye ejer véd, de ikke er udstillings- eller avlsegnede.  Jeg havde beholdt dem, selv om jeg kunne se allerede ved klækning, at de havde større eller mindre tåfejl, fordi jeg prøvede at få nogle haner, og hvis de havde været haner, ville jeg have været nødt til at bruge dem – tåfejl eller ej. Men nu kan jeg se køn, og det er små kønne høner, der kommer til at leve et godt liv som havehøns, og forhåbentlig kommer de til at sprede glæde og give dejlige æg til den nye ejer.

Jeg har ikke alverdens erfaring, men jeg forsøger at gøre det, så godt jeg kan.

Selv om jeg – som nævnt – er nået til en større forståelse for den beslutning, at andre vælger at kappe hovedet af gode og racetypiske dyr hellere end at sælge til nogen, de ikke ønsker at sælge til, ligger det alligevel mig fjernt at hugge hovedet af racetypiske, raske dyr, med mindre det er slagtedyr.  Jeg beholder hellere dyrene selv, og så må jeg modstå fristelsen til at avle på dem, hvis vi ikke har plads.

Men jeg respekterer, at andre ser anderledes på det.