At blande farver

– eller at prøve at avle med dyr, der ikke har korrekt farve

Nu skriver vi 1. marts 2014. Og jeg er blevet meget klogere, end jeg var for et par år siden, da jeg begyndte på mit chokoladeprojekt.

Blandt andet har jeg fundet ud af, at jeg faktisk elsker farveeksperimenter.

Så min påstand, at jeg ikke går ind for at blande farver, er i dag knapt så kategorisk som for et par år siden.

Det er stadigvæk korrekt, at jeg i princippet ikke holder af blandinger. Omvendt kan jeg næsten ikke modstå udfordringen i at forsøge at skabe ny(e) farve(r) eller i det mindste at finde ud af, hvad som ligger i generne hos dyr, som har en farve, der ikke er anerkendt, men hvor jeg kan se noget potentiale. Som for eksempel de store svenske silkehøns, jeg har.

Man bliver vel hele tiden klogere, og i dag tør jeg nok lidt mere, end jeg gjorde for bare et år siden.  Og jeg ligger måske nok heller ikke helt så meget under for, hvad der er god skik i hønseavlerkredse. 

Hvis ingen havde gjort forsøgene med kryds af farver og/eller racer, havde vi i dag sikkert alene haft hvide og vildfarvede silkehøns. Og hvor var verden da meget mere kedelig, hvis ikke der var de mange flotte varieteter at nyde. Stor tak til dem, der gik forrest og knoklede for at skabe nye farver. Det har hidtil primært foregået i udlandet – Holland, Tyskland, Belgien, USA. Men selv om Danmark er et lille land med ganske få silkehønseavlere, mener jeg ikke, at der er noget i vejen med, at vi bare en gang imellem prøver at være lidt mere fremme i skoene og bruger tid og kræfter på at avle nye farver. Jeg har diskuteret det med andre, som mener, vi skal til udlandet at hente dyr, hvis vi vil have andre farver. Her siger jeg, ja, det kan vi godt. Men hvorfor er det ikke i orden, at vi prøver selv. Det har jeg i hvert fald tænkt mig. Og det agter jeg at fortsætte med.