dværgsilkehøns

Jeg har gennem flere år undret mig over, hvorfor der i Danmark – og sikkert i mange andre lande også – findes så mange dværgsilkehøns, som slet ikke er dværge, men nok snarere en mellemting mellem store silkehøns og dværgsilkehøns.

Billedet nederst på siden illustrerer tydeligt, hvad jeg mener, og jeg tror, jeg nu har forstået hvorfor.

Det er nemlig gået op for mig, at selv meget garvede og højt respekterede silkehønseavlere gerne blander store og dværge i forsøg på enten at skabe en ny farve eller forbedre en eksisterende. Jeg kan dog godt se, at det kan være nødvendigt ind imellem – når der for eksempel er tale om at genskabe farver hos dværgsilkehønsene, som er forsvundet. Jeg har stor respekt for, at der er mennesker, som kaster sig ud i et sådant projekt, især fordi der venter et kæmpe arbejde med at få dyrene ned i den korrekte størrelse igen.

Men sælges afkommet videre, synes jeg, det er lidt af et sidespor at bevæge sig ind på. For hvis disse dværge, der jo ikke rigtigt er dværge, sælges videre som dværge til mennesker uden den store viden om silkehøns, vil de nye ejere være i god tro, når de avler videre på dyrene. De sælger måske afkommet videre, og inden for kort tid er disse alt for store dværge spredt for alle vinde og befinder sig rundt omkring i det ganske land. Og der avles videre på dyrene. Det er skruen uden ende. Jeg tror dog, at de rigtigt garvede og seriøse avlere, som vælger at krydse store og små dyr med henblik på at skabe dværge, ikke sælger afkom videre, før de har fået dem ned i den korrekte dværgstørrelse.

På bedømmelseskortene på udstillingerne ses ikke sjældent kommentarer som “pas på størrelse” eller “for stor” eller “ønskes mindre”. Og der trækkes somme tider i antal af point. Hvorfor det, spørger man så sig selv, hvis man i god tro har udstillet “dværgene”.

Jeg husker stadig, hvor glad jeg var for min første sorte stamme. For bortset fra, at hanen havde guld i kraven, hvilket ikke er ønskværdigt, var det skønne dyr med et dejligt sind.

Glæden varede kun kort – nemlig indtil en erfaren avler udbrød: “hvor har du dem fra, de er i hvert fald 150 gram for store, og de er for små til at være store silkehøns”.

Hvor blev jeg dog ked af det. Og skuffet blev jeg også. Skuffet fordi jeg havde glædet mig til at få kyllinger fra dyrene. Ked af det fordi jeg godt selv havde set, at der var et eller andet ved disse smukke sorte dyr med det skønneste væsen, som måske nok ikke var helt, som det skulle være.

Men samtidig var jeg glad for, at den pågældende gjorde mig opmærksom på vægt- og størrelsesproblemet.  Jeg havde ganske vist undret mig over, at både hanen og hønerne var en del større end mine guldvildfarvede dværgsilkehøns. Men min undren var åbenbart ikke stor nok til, at jeg satte dyrene på vægten. Havde jeg gjort det allerede dengang, ville jeg selv have indset, at de var for store.

Jeg har stadigvæk tre dyr fra den stamme. To af de oprindelige høner og en hønekylling, der for længst er blevet en voksen, æglæggende høne. Disse tre høner er meget smukke dyr, som er helt sorte. Og efter at have haft dem på vægten konstaterede jeg, det er korrekt, de er for store og tunge. Dog slet ikke så meget som nævnt (150 gram for tunge), men mellem 75 og 100 gram.  Og dyrene er jo skønne, så de bliver her uanset hvad. Det værste er, at de ser for store ud – det kan tydeligt ses på hønen i midten på billedet nederst på siden, og jeg græmmer mig stadig over, at jeg ikke havde indset det selv, før jeg blev gjort opmærksom på det af en anden. Selv om de er for store, vil jeg eventuelt på et tidspunkt prøve at bruge dem sammen med en meget lille hane, jeg har, og forhåbentlig kan jeg med tiden få deres afkom og afkoms afkom ned i den korrekte dværgstørrelse, således at de med sikkerhed avler dværge. For i modsætning til de andre sorte – rigtige – dværge, jeg har, har de et skønt temperament, og farven er tip-top.  Eller måske går de bare en fremtid i møde som æglæggere og skrukhøner, og det er vel heller ikke den værste tilværelse for en høne.

Det kan godt være, det ved at blande store silkehøns og dværgsilkehøns kan lykkes at skabe dyr, som ligner dværgsilkehøns – altså hvor fænotypen er i orden. Men det er ikke ensbetydende med, at de avler dværge. De er jo ikke genetisk set dværgsilkehøns (genotypen er ikke dværg)

Det kan da være fint nok, hvis man alene interesserer sig for udstilling, hvis man skaber dyr, som ser ud til at være dværge, men ikke er genetiske dværge. Men jeg ville ønske, at de så ikke blev solgt videre som dværge. For den næste ejer har købt dyrene som dværge og begynder måske derfor at avle på dem – det er jo spændende, når der kommer kyllinger. Og så står vi her med flere og flere dværge, som ikke er dværge. Det er ikke kun et problem hos silkehøns, det er et problem, som findes hos næsten alle racer høns – bortset måske fra ur-dværgene?  Dværgene er for store, og samtidig er der det problem, at store er for små.

Der var en, som sagde til mig, at det jo kan være nødvendigt at forsøge at sætte store og små dyr sammen – hvis for eksempel en farve er ved at forsvinde eller måske allerede er forsvundet fra dværgene, eller hvis en farve, som findes hos de store dyr, skulle over på dværgene. Efter at have tænkt grundigt over det, kan jeg – som jeg skrev indledningsvis – godt se, at det kan der være noget om.  Jeg håber så bare, at avlerne beholder dette afkom for sig selv, indtil de med sikkerhed har avlet dyrene ned i størrelse, så der ikke bliver spredt flere for store dværge rundt om.

Jeg er dog klar over, at jeg står ret alene med den holdning.

Man kan også vælge at sige til mig, hvorfor jeg så kaster mig ud i et projekt, hvor der skal bruges dyr af en helt anden race for at få en bestemt farve ind på dværgsilkehønsene. Og det er jo rigtigt. Hvorfor egentlig det? Det har jeg også spurgt mig selv om, og det har jeg skrevet lidt om under “Tanker om at blande racer”.