Månedsarkiv: oktober 2018

Slut med gråstribede

– i hvert fald gråstribede silkehøns og dværg silkehøns. 

1. oktober 2018
Jeg traf tidligere i år beslutningen, at jeg ville stoppe helt med gråstribede silkehøns og gråstribede dværg silkehøns. Men det har været en meget lang og svær beslutning at føre ud i livet, da jeg synes, farven er umådeligt smuk – uanset man ikke kan opnå det krævede blå skind ved de gråstribede. Og de havde været en fast bestanddel af vores hønsehold siden 2013, men af personlige årsager var det nødvendigt, jeg stoppede.

Og nu er det sket. I onsdags, 26. september, afleverede jeg de allersidste gråstribede dværg silkehøns til deres nye ejer. Der var tale om to høner og fem kyllinger, hvoraf der formentlig er en enkelt hanekylling iblandt. Jeg er glad for, at det lykkedes at få solgt de sidste dværge, så en anden kan få glæde af de smukke stribede dværghøns. Det var lidt hårdt, men godt, de kom til en ny ejer, der sætter pris på farven.

I lørdags, den 29. september, traf vi så en endnu værre beslutning – en beslutning jeg havde håbet, jeg kunne være foruden, eftersom jeg har kæmpet for varieteten siden 2013, og der var renavlede haner iblandt vore store gråstribede silkehøns. Jeg havde håbet, en anden ville overtage avlen med dem – havde sågar i forsommeren tilbudt dem gratis til videre avl, men ingen takkede ja.  Det eneste, folk var interesseret i, var at få fat i hønerne.  Men det har taget år at få den rigtige stribning hos hanerne, og jeg var derfor ikke interesseret i, at nogen skulle overtage kun hønerne for eventuelt at krydse dem med alt muligt andet farvemæssigt, hvorfor der ikke kunne blive tale om alene at sælge eller forære hønerne væk. Derfor havde vi stadig 2.6.1 stribede silkehøns, men nu er det slut. Vi aflivede dem i lørdags, og det var tæt på, det trak tårer, men det kunne ikke være anderledes.

Men der kommer stribede dværg silkehøns her igen en gang. Når blodfornyelsen af de siamesiske dværg silkehøns er helt på plads uden de fejl, der kommer, når man indkrydser en enkeltkammet race, vil en tværstribet dværg kochin-hane blive sat på et par hvide siamesiske dværg silkehøns for på den måde at flytte farven over på de siamesiske. Det har årelange udsigter, og mange vil måske undre sig, hvorfor jeg vil krydse en anden race ind over frem for at have brugt en af de gråstribede dværghøner, jeg allerede havde. På den måde ville der ikke skulle laves ekstra generationer for at få silkebefjeringen. Men svaret er ganske enkelt: der vil skulle aflives alt for mange kyllinger, hvis der blev krydset en (delvis) blåhudet race med turkis øreskiver ind på de siamesiske, der absolut ikke må have anden farve på øreskiver end rød. Det er noget, der fortsat kæmpes med at få væk hos de hvide siamesiske. Det er en A-fejl. Desuden ville huden hos blandingen mellem gråstribede dværg silkehøns og hvide siamesiske dværg silkehøns betyde alt for mange års kamp med at få rester af blålig hud væk fra de stribede siamesiske. I hvert fald i mine øjne.  Stribede siamesiske dværg silkehøns er et projekt, der ligger ud i fremtiden, men det kommer – om alt går vel. 

Share on Facebook