At blande racer

(Opdatering 1. marts 2014: jeg er blevet lidt klogere og har en lidt anden holdning til det at blande farver – læs eventuelt herom på denne side (følg linket).)

At blande racer for forfølge min chokoladedrøm

Når man som jeg i princippet slet ikke går ind for at blande hverken racer, farver eller for den sags skyld store dyr og dværge, kan nogen måske undre sig over, at jeg i et af mine projekter har valgt at blande to racer – dværgsilke med dværgkochin. Det gør jeg også selv ind imellem. For i første omgang kommer der jo hverken “fugl eller fisk” ud af den blanding.

Men jeg har gjort det, fordi jeg ønsker at få en bestemt farve (chokoladefarven) over på dværgsilkehøns.  Jeg har allerede farven hos tre racer: dværgkochin, dværgorpington og dværgwyandotter. Og af de tre racer, er det dværgkochin, som i type minder mest om dværgsilke. Og der er heller ikke så forfærdeligt mange gram, som skiller de to racer, og selv om der vil komme dyr, som er for store ifølge standarden, tror jeg på, det er den rigtige race at vælge iblandt dem, jeg har.

Hvorfor så det? Det skyldes, at dværgwyandotterne er for højtstillet, og fjerstrukturen er meget langt fra dværgsilkernes. Dværgorpington kunne være gået an. Den vejer dog en del mere end de små dværgsilkehøner på blot 500 gram. Så skulle jeg have brugt denne i øvrigt skønne race, ville det i givet fald have været, hvis jeg havde ønsket at arbejde på at få farven over på store silkehøns, men dels findes den allerede i udlandet (og nu – efterår 2013 -også i et meget lille antal herhjemme), dels har jeg kun en enkelt gammel stor sort høne gående. Og endelig ønsker jeg ikke at arbejde på at få farven over på store silker, for så skal jeg arbejde videre med at få afkom ned i dværgsilkestørrelse igen, og det kan tage rigtig mange generationer. Så hellere forsøge med de små fra starten. Og derfor er valget faldet på dværgkochin, som ganske vist har lidt rigelig fodbefjering i forhold til silkestandard.

Jeg ved, der allerede findes dværgsilker i denne farve i Holland og/eller Belgien. Her har man valgt at  hente chokoladefarven fra serama.  Det kan jeg godt forstå, for serama er en meget lille race. Den har jeg så ikke til rådighed. Og i type minder den heller ikke rigtig om dværgsilkehøns, som ikke står så rankt og med brystet skudt så meget frem som serama. Men jeg havde nok kørt et sideløbende projekt med kryds med serama, hvis jeg havde haft racen – og i den rigtige farve.

Nu har jeg så kontakt med den person, som har fremavlet de små dværgsilker i chokolade ved kryds med serama, og vi har en aftale, at jeg til efteråret (2013) kan købe avlsdyr, såfremt sæsonen går som planlagt. Omvendt vil avleren gerne have mere fodbefjering på sine dyr, og han ville derfor gerne købe en af mine F1-haner. Man da jeg først har fået kontakten med ham, efter jeg har sorteret, har jeg desværre kun to tilbage, så han får først hane(r) fra mig, når jeg har fået flere haner. Det fædrene ophav til mine dyr – den chokoladefarvede kochin-hane – går stadigvæk med tre sorte dværgsilkehøner – og jeg kan således få flere F1-dyr, hvis det bliver nødvendigt.

Der skal laves rigtig mange kyllinger for at skabe en ny farve på en race – og da ikke mindst, når man som jeg blander to forskellige racer. For så er der også udfordringen med at få dyrene i den ny farve til rent faktisk at ligne dværgsilkehøns.  Jeg har valgt en farve, der er kønsbunden recessiv – farven chokolade. Det vil blandt andet sige, at allerede ved førstegenerationdyrene (F1), der er afkom af kryds mellem dværgkochin og dværgsilke, vil hønerne være chokoladefarvede, medens hanerne vil være sorte bærere af genet for chokolade. Dette fordi faderdyret er chokoladefarvet. Det vil være en lidt anden fordeling, hvis alene moderdyret er chokoladefarvet.

Alle kyllingerne har fem tæer, nogle bedre end andre. Og alle, bortset fra et par enkelte, har valnøddekam.  De fleste har blå hud, men nogle er noget lysere i huden.  Ingen af dem har silkebefjering, men det skulle gerne komme ved søskendeparring, når kyllingerne er store nok til at formere sig.  De fleste har dog alt for riset befjering til, at de kan kaldes normalt kochin-befjerede. Nogle har silkehønelignende fjer på dele af kroppen.

Og næste generation (F2) vil (i teorien) give haner, der er chokoladefarvede og haner, som er sorte bærere af chokoladegenet.  Hønerne vil blive chokoladefarvede og sorte. De sorte høner skal ikke bruges fremover, da de ikke er bærere af genet for chokoladefarven, og næste generation skal skabes ved at sætte F2-dyrene tilbage på sorte dværgsilkehøns – haner såvel som høner.

Det siger sig selv, at der bliver en masse “overskudsdyr”.  Hvordan har jeg det så med det, kunne man spørge.  Faktisk ikke så godt. Men jeg må sige, man bliver mere hærdet med tiden.  For ikke at sprede en masse blandingsdyr rundt i landet, holder jeg dem inden for egen matrikel og sender dem således ikke ud til andre. Og hvis jeg overhovedet har mulighed for det, vil i hvert fald hønerne blive æglæggere her, medens de tilsvarende haner formentlig med tiden bliver til gryderet.  Så har de i det mindste ikke levet forgæves.

Opdatering 2. april 2013:  F1-hønerne er nogle arrige krapyler. Jeg forstår nu bedre, hvorfor mange har noget imod blandingshøns – ud over det, at de rene racer i så fald forsvinder. F1-hønerne har overhovedet ikke noget, som ligner silkehønernes eller kochinhønernes gode temperament, og jeg må muligvis revurdere og revidere min plan om, at hønerne efter endt avl skal blive æglægningsdyr her. De er simpelt hen for arrige til, at jeg ser nogen mulighed for at have dem gående længere end højst nødvendigt.

Share on Facebook