13. november 2013
(opdatering: læs nederst).
Så er der kun et par dage, til nogle af mine dyr skal på udstilling. Og panikken er ved at brede sig.
Det er første gang, jeg skal prøve at udstille høns. Tredje gang for ænder og gæs’ vedkommende.
Hønsene skal vaskes. Lone Mølgaard har været flink at give mig en god instruks vedrørende vask af dyrene. Det er rart at få råd fra nogen, som har prøvet det ofte. Mange tak Lone – jeg tror, jeg havde stået med dem endnu, hvis ikke du havde fortalt, hvordan du gør.
Desværre har jeg – netop i forbindelse med hønsevasken – opdaget nogle grelle fejl ved nogle af dyrene. Jeg er i syv sind. Skal de blive hjemme? Eller skal jeg sende dem af sted alligevel?
Disse tanker har jeg delt med medlemmerne på Silkehønseklubbens Facebook-side. De har lagt øren til mine bekymringer omkring de fejl, jeg har fundet selv hos dyrene. Tak skal I have alle sammen – både I som er garvede udstillere og I, som er nye som jeg. Dejligt med jeres gode råd og tålmodighed med mig, da jeg begyndte at gå i panik.
Jeg er forberedt på rigtig dårlig bedømmelse af dem fra dommernes side, hvis jeg sender dem af sted.
Ikke alle de vildfarvede dog. De haner og høner, jeg har fra Susanne, er fine og har pæne tæer. Og jeg ser frem til at vise dem, selv om de ikke bærer mine ringe.
Jeg har selv en vildfarvet unghane, jeg gerne ville have med – og en høne for den sags skyld. Simpelt hen fordi jeg gerne ville have dem bedømt. Men de har umådeligt grimme tæer begge to. Det er nu også mere farven og typen, jeg kunne være interesseret i at se, om jeg er ved at nærme mig noget brugbart. For tæerne til trods vil de sagtens – hvis farven og typen er bare nogenlunde – kunne bruges til avl. Det er nemlig forholdsvis nemt at avle det grimme ved tæerne væk. Hvis man sorterer hårdt i afkom.
I virkeligheden skulle jeg have haft dem med på hønsedag i specialklubben i stedet for at spekulere over, om de skulle udstilles. På en hønsedag ville jeg have fået svar på mine spørgsmål. Det må jeg have i erindring til fremtidige dyr.
Det, jeg mest af alt frygter, er, hvis nogen mener, jeg spilder dommernes tid med dyr, jeg selv er opmærksom på har fejl. Eller hvis nogen siger, at mine dyr er “noget lort”. Det bryder jeg mig ikke om at høre. Jeg har jo godt set selv, at de ikke er perfekte. Men derfra og så til at de ligefrem er “lort”, er der vel et stykke vej.
Nå, jeg må vel bare kaste mig ud i det og så tage de øretæver, jeg får. Man kan vel ikke andet end lære af det og så forsøge at gøre det bedre fremover. Eller blive bekræftet i, hvad jeg altid har ment: at det dér med udstilling slet ikke er noget for mig.
19. november 2013:
Hønsene overlevede udstillingen. Det samme gjorde jeg. Men pyha, det var en umådeligt hård dommer, der var sat på dværgsilkehønsene. Han var ikke urimelig og heller ikke uretfærdig, for de ting, han påpegede, var bestemt ting, jeg også selv var opmærksom på. Dog må jeg indrømme, at jeg synes, han var for hård mod min sølvvildfarvede dværgsilkehane. Der findes nok mindre end en håndfuld af dem i Danmark. De fleste af de øvrige her i landet er enten for små store eller det, som – hvis betegnelsen fandtes – ville blive kaldt sort sølv og dermed uden vildtegning. Men de fejl, han påpegede, var der – både på den hane og på resten af dyrene, der fik fra 89 til 92 point. De dårlige bedømmelser til trods skal ingen slagtes, og nogle af dem skal indgå i videre avl.